I min jagt på gode historier, fra familier der har valgt at flytte til Biersted, har jeg fundet denne herlige familie, som flyttede til Biersted i 2016.

En solrig dag i juni, blev jeg budt indenfor til en kop kaffe hos Martin, 25, Linea, 24 samt deres søn Anton, på deres solfyldte terrasse.

Vi snakkede om hvorfor, at de valgte Biersted, som base for deres familieliv, om deres første år i byen.

Martin og Linea, kan I ikke starte med at fortælle lidt om Jer selv.

Linea; jo jeg er uddannet, og arbejder som frisør i Gug, og Martin er uddannet murer og salgsleder, og han arbejder som afdelingschef ved Silvan i Aalborg.

Martin; vi mødtes tilbage i 2011, hvor vi blev kærester, blev gift i juni- og fik lille Anton i september 2015, og vi valgte så at flytte til Biersted i oktober 2016.

Linea; ja jeg er født og opvokset i Nørhalne, Martin er født og opvokset i Sulsted/Vestbjerg.

Hvorfor valgte I at bosætte Jer i Biersted?

Martin; vi boede før i en 2 værelses lejlighed ved Sygehus Syd i Aalborg. Vores store drøm, siden vi mødte hinanden, har altid været at få vores eget hus, hvor vi kunne skabe vores hjerterum.

Linea; ja vi kom egentlig til biersted ved lidt af et tilfælde. Vi vidste at vi ville bo omkring Sulsted, Vestbjerg eller Nørhalne, for at komme tæt på vores familier, for med det arbejde vi har, er vi nødt til at have familie omkring os til at hente vores søn, engang imellem.

Vi kiggede derfor på en del huse i de områder, men vi kunne ikke finde noget, hvor vi begge kunne sige, uden at blinke, at her ville vi blive gamle.

Martin; ja en dag sagde Linea så; hvad med Biersted, der har vi slet ikke kigget, og da vi ikke havde fundet noget de andre steder, var jeg åben for muligheden.

Så vi begyndte at kigge på mulige huse til salg i byen, og fandt så et på Idrætsvej, som vi prøvede at ringe på, men det var desværre lige blevet solgt.

Linea; men ejendomsmægleren foreslog at vi kiggede på det hus, vi bor i nu.

Det gjorde vi, og allerede ved den første fremvisning takkede vi ja, for det var bare HUSET! Selvfølgelig talte det meget op at Biersted har skole til 9. klasse, indkøbsmuligheder, og en god idrætsforening, det hele inden for en lille afstand. Det undersøgte vi nemlig inden vi kiggede på huse.

Nu kan vi slet ikke forstå, hvorfor vi ikke kiggede på huse, her i Biersted, som det første!

Føler I jer velkommen og integreret her i Biersted?

Martin; ja vi føler os meget velkommen her i Biersted. Vi er blevet taget rigtig godt imod af alle vores søde naboer, og vi har da også været til grillaften ved den ene, og er blevet inviteret med til gadefodbold samt mosefest af den anden.

Linea; ja alle de mennesker vi har snakket med, har været super søde, og meget åbne. Det tager altid lidt tid at blive ordentlig integreret, men vi er godt på vej, og deltager gerne i så mange arrangementer som muligt.

I Biersted har vi jo de her velkomstmapper, som foræres til nye familier, der flytter til Biersted. Har I gjort brug af den, som I modtog?

Linea; ja i den første tid brugte vi den rigtig meget. Idéen med en sådan mappe er super, super god, for den gav os mulighed for lynhurtigt at finde ud af hvad Biersted er for noget, samtidig med at du kommer til at møde en nabo(som afleverede mappen).

Er der noget, som har overrasket Jer positivt, når I tænker tilbage på Jeres første tid i Biersted ?

Martin; ja det har overrasket os, hvor meget byens borgere går op i idrætsforeningen, og hvordan de støtter op om de aktiviteter, der bliver lavet.  Det er super fedt at opleve hvordan byen, bliver samlet under sådan noget som moseløbet, juletræsfest, mm.

Linea; ja og det at der er en facebook gruppe, hvor byen nærmest smelter sammen derinde, får det til at virke som om, at der ikke er ret langt mellem mennesker - at vi alle er naboer.

Er I så selv kommet med i nogle af Biersteds mange foreninger?

Martin; nej det er vi ikke endnu, men vi vil rigtig gerne, og vi er meget åbne. Vi skal bare have det hele til at gå op, med sene arbejdstider og en lille søn.

Hvis I nu tænker 10 år frem; bor I så stadig I Biersted ?

Linea; ja vi kan også se Os selv bo her om 20 år. Biersted er skøn, alle er engageret, og her er en dejlig ro, selv hovedvejene er ’stille’.

Jeg vil til at takke af, det har været rigtig hyggeligt her på Jeres skønne terrasse.

Tak fordi at I ville fortælle om Jeres liv her i Biersted.

Linea og Martin 3.jpg  Linea og Martin 2.jpg  Linea og Martin 1.jpg